I den forløbne uge har Holbæk Kommune offentliggjort en rigtig god nyhed. Det går nemlig markant hurtigere med behandlingen af byggesager i kommunen.
På under to år er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid faldet fra 168 til 71 dage. Samtidig bliver flere byggesager behandlet inden for de fastsatte servicemål.
Her viser kommunens tal, at overholdelsen af servicemålene er steget fra 57 til 74 procent.
Det vil vi i Holbæk Erhvervsforum gerne kvittere for. Det er en markant forbedring, og den fortjener anerkendelse.
For virksomheder, der står over for at bygge nyt eller udvide, er tid en vigtig faktor. Der skal træffes beslutninger, lægges budgetter og indgås aftaler. Og her kan ventetiden på en byggetilladelse have stor betydning.
Derfor er det glædeligt, at kommunen har arbejdet konkret med at nedbringe sagsbehandlingstiden. Blandt andet ved at ændre arbejdsgangene og sikre, at mangelfulde ansøgninger hurtigere bliver sendt tilbage.
Hos Holbæk Erhvervsforum glæder direktør Hanne Sundin sig over udviklingen.
– Når kommunen er effektiv og nedbringer sagsbehandlingstiden, så kommer det virksomhederne til gode. Effektiv sagsbehandling afhænger imidlertid også af dialog, og at materialerne, der skal til godkendelse, rammer skiven første gang. Derfor er fortsat dialog også vigtig. Det vil vi i Erhvervsforum også fremadrettet bidrage til, siger hun.