Spring til indhold

Urejst mad & bæredygtighed på godset

Bæredygtig omstilling på Kragerup Gods

tekst: Anette Kalle Larsen, fotos: Kragerup Gods

Succesen bag den bæredygtige omstilling på Kragerup Gods skyldes i høj grad mod, risikovillighed og en lyst til at gå nye veje. Det hele startede egentlig med seks store vindmøller, som har gjort Kragerup til Danmarks første CO2-neutrale gods & hotel.

 

Økologisk og konventionelt landbrug

En del af Kragerups jorde dyrkes økologisk – størstedelen dog konventionelt. Alle afgrøder dyrkes efter godt landmandsskab og så bæredygtigt som muligt. Altid med øje for godsets overordnede mål: At mindske den samlede CO2-udledning.

Godsforvalter Olav Ditlevsen oplever fordele og ulemper ved både økologisk og konventionelt landbrug: ”For eksempel foretager vi langt flere overkørsler på vores økologiske areal, og det giver en større udledning af CO2 end fra vores konventionelle marker.” Han fortsætter:

”Så i stedet for at diskutere økologi overfor konventionelt dyrket landbrug, så vil vi meget hellere tale om hvordan, vi får gjort hele den danske fødevareproduktion mere bæredygtig.”

Det leder os hen til et nyt bæredygtighedsbegreb, urejst mad, som Kragerup Gods arbejder med.

Urejst mad – lokalt og mere bæredygtigt

Tidens trend og nye kostråd anbefaler, at vi skal spise mere plantebaseret proteinrig kost (bælgfrugter) og mindre kød. Desværre er de fleste tilgængelige bælgfrugter i danske supermarkeder produceret i og transporteret fra Sydamerika, Australien, Afrika og Mellemøsten. Denne rejse fremmer ikke de plantebaserede proteiners klimavenlighed, da en transport på tusindvis af kilometer øger deres negative klimaaftryk.

Netop derfor er godset begyndt at sætte fokus på, hvor langt vores mad rejser. Madens vej fra producent til forbruger skal være så kort som muligt - og helst helt uden en klimabelastende transport inden servering.  Heraf navnet urejst mad, som faktisk er et begreb, der kommer fra Norge.

Hvis bælgfrugternes rejse fra mark til tallerken skal forkortes, så kræver det, at de produceres på dansk jord.

 

Man kommer aldrig foran, hvis man går i andres fodspor

Det blev kikærter, som Birgitte Dinesen og Olav Ditlevsen først prøvede kræfter med. Kikærter er egentlig tilpasset et helt andet klima end det danske. De kræver tørre og varme somre uden alt for mange temperatursvingninger og vokser perfekt i Sydeuropa. Tørre fakta om vind, vejr og jordbundsforhold kunne dog ikke stoppe parret fra at dyrke de første kikærter i godsets danske muld tilbage i 2017.

Olav Ditlevsen fortæller: ”Jeg husker, at det ikke var til at opdrive kikærtefrø hos vores leverandører. Vi blev nødt til at købe 200 kg kikærter i den lokale Bazar i Slagelse. Det var et spændende forsøg, for vi vidste ikke, hvad vi kunne forvente.”

Olav havde dog tidligere haft succes med at dyrke bælgfrugter på helt nye breddegrader, nemlig under hans landbrugsophold i Australien i 1980’erne. Det lykkedes ham også at få succes på de danske breddegrader, og Kragerup Gods kunne som de allerførste tilbyde danskavlede kikærter i 2021. I dag sælges godsets økologiske kikærter i alle Meny butikker.

Kikærte mark

Flere økologiske bælgfrugter på vej

”Vi er selvfølgelig i fuld gang med at eksperimentere med flere proteinafgrøder på Kragerup og kommer til at præsentere nye bælgfrugter, såsom bønner, linser og lupiner. Det er sjovt, men man kommer nu heller ikke sovende til at være frontløbere,” forklarer Birgitte Dinesen.

De bruger generelt et par år med at høste erfaring, før de kan høste udbytte. ”Det er et sats hver gang, men vi lever op til et af vores mange mottoer: Man kommer aldrig foran, hvis man går i andres fodspor,” smiler hun.

 

Kragerup – her åbner vi døre for hinanden

Birgitte Dinesen, hendes samlever godsforvalter Olav Ditlevsen og datter Regitze Dinesen sidder i den smukke havestue på Kragerup Gods under portrætterne af 7. generation: Marie Louise og Kammerherre Erik Dinesen, der overdrog godset til deres datter Birgitte Dinesen i 1986. I dag er det 9. generation af Dinesen-slægten på Kragerup Gods, Regitze, som er ejer og ansvarlig for den daglige drift.

Regitze Dinesen har været en aktiv del af det hele siden hun var lille: ”Jeg har været væk fra godset men er nu vendt hjem. Vi har alle tre et fantastisk samarbejde og åbner døre for hinanden i stedet for at smække med dem. Jeg bruger min tid på drift, personaleledelse, markedsføring og vores arbejde med FN’s verdensmål.”

Der er højt til loftet og udsigt til smuk natur i de historiske omgivelser, der i dag danner rammen om det 4-stjernede hotel-, konference- og eventcenter med 57 dobbeltværelser, Restaurant Blixen, 1.350 ha landbrug, skovbrug og meget mere.

”Vi har altid haft arbejdshandskerne på. Vi har renoveret hele hovedbygningen fra kælder til kvist siden 1998, hvor de første 6 værelser til overnattende gæster blev hotellets spæde start,” siger Birgitte. Økonomien var stram og de kreative løsninger i høj kurs. 21 år senere havde de indrettet 57 værelser i alle de eksisterende gamle avlsbygninger.

 

Da den bæredygtige rejse fik vinger

Den bæredygtige rejse på Kragerup Gods startede for 10 år siden, den 5. juni 2012, hvor seks 3 megawatt vindmøller blev rejst på godsets jorde efter flere års forarbejde. Møllevingerne har drejet rundt lige siden og har med årene været med til at finansiere opbygningen og udviklingen af Kragerup.

”I dag er vi CO2-neutrale på grund af vindmøllernes energiproduktion, som leverer strøm til halvdelen af alle husstandes forbrug i Kalundborg Kommune,” siger Olav Ditlevsen og uddyber:

”Regnskabet viser i runde tal, at godset udleder det, der svarer til 2.500 tons CO2 om året, skovbruget absorberer 480 tons og vindmøllerne 12.500 ton CO2. Det betyder et overskud på omkring 10.000 ton CO2 årligt.” I 2016 blev Kragerup Gods Danmarks første CO2-neutrale gods.

 

Kunderne ønsker dokumenteret bæredygtighed

”Som et stort hotel- og konferencecenter, landbrug og skovbrug, så udleder vi selvfølgelig CO2, men vi arbejder hele tiden på at mindske vores aftryk. Vi har udarbejdet omfattende CO2-beregninger for både gods, bygninger, landbrug og aktivitetspark, som vi bruger i vores klimaregnskab,” siger Olav Ditlevsen.

Desuden opvarmes godset af en vedvarende energikilde i kraft af et stort halmfyr, som forbruger 900 tons af markernes halm. Kragerup er også selvforsynende med rent kildevand fra egne vandboringer.

Godsets grønne og bæredygtige profil er dokumenteret gennem flere certificeringer. I 2015 blev hotel- og konferencecentret Green Key certificeret (turistbranchens miljømærke), skoven er PEFC certificeret, og de dyrker 200 ha med økologi, hvor produkterne bliver solgt til Grøn Fokus, som er en økologisk totalleverandør i Slagelse.

”Flere og flere kunder booker i dag konferencer og hotelophold med et klart ønske om en Green Key certificering. Vi mærker også en stigende interesse for vores økologiske madvarer og en stor nysgerrighed på, hvordan vi værner om miljøet,” forklarer Regitze Dinesen og tilføjer, at deres CO2 neutralitet har stor betydning for godsets branding i dag: ”Der er stor interesse for at booke et foredrag, hvor min mor eller Olav tegner og fortæller om alle vores bæredygtige initiativer.”

Bump på vejen, men passionen er stor

På godsets markedsføringsvideo om vejen til den bæredygtige omstilling med dens mange certificeringer udtaler Birgitte Dinesen: ”Vejen hertil har været lang, spændende og berigende uden at være nem”

”Vi er lykkedes fordi vi tør, og fordi det er en livsstil for os at prøve nye veje. Vi elsker det her sted. Det er jo ikke kun vores arbejde – det er vores passion, vores arbejde og fritid. Ganske enkelt vores liv.”

Et Gods på bæredygtig rejse (video)

 

Gode råd til andre virksomheder, der skal i gang med bæredygtig omstilling

Regitze Dinesen, Birgitte Dinesen og Olav Ditlevsen er enige om at give disse tre råd med på vejen til andre, der overvejer at starte op med bæredygtig omstilling:

1.Du skal have dig selv (hjertet) med - Du skal have viljen, for det bliver ikke nødvendigvis nemt.

Du skal have mod til at turde ’springe ud i det’ og være villig til at bruge de tilstrækkelige ressourcer (både tid og penge).

2.Spørg de store spillere i din branche - Du kommer til at begå fejl, men du kan lige så godt undgå de fejl, som andre allerede har lavet.

3.Fortæl hvad du gør - Det har en stor markedsføringsværdi, så tøv ikke med at fortælle omverdenen om det, du gør.

 

Faktabokse

Kragerup Gods ligger på Vestsjælland, nord for Slagelse i Kalundborg Kommune, kun 1 times kørsel fra København og tre kvarter fra Holbæk. Det er Danmarks første CO2-neutrale gods og hotel. 

Kragerup Godt er Green Key certificeret. Det er turismens miljømærke, der kræver at godset lever op til en række stramme miljøkrav.

Godsets skove er PEFC certificeret. Det er verdens største certificeringssystem for bæredygtigt skovbrug. PEFC er udbredt i mere end 50 lande, hvor bæredygtig skovdrift er tilpasset det enkelte lands klima og miljø.

Urejst mad er et nyt begreb for mad, der har været på den kortest mulige rejse fra producent til forbruger. Begrebet sætter fokus på danske og europæiske fødevarer.

Økologi er en landbrugsmæssig tankegang. Kragerup Gods er medlem af Økologisk Landsforening og certificeret i økologi. CO2-regnskab er ikke en del af denne certificering.

Vidste du…

… at den verdensberømte forfatter Karen Blixen, som havde en kaffefarm i Kenya i 17 år, besøgte godset som barn, fordi hendes farfar Adolf Wilhelm Dinesen er født og opvokset på Kragerup. I dag kan man spise dejlige frokoster og middage i Restaurant Blixen. I godsets lille gårdbutik i receptionen kan man købe Karen Coffee fra Kenya, godsets egen gin produceret på egne historiske rose: Rose de Rescht, godsets kikærter samt konfekt lavet af kikærtemel.

… at historien om Kragerup Gods starter helt tilbage i 1327 med ridder Mathæus Jacobsen Taa som den første kendte ejer. I 1801 købte Dinesen-slægten til godset. Læs hele historien her.

 

Læs om andre gode virksomhedscases

Find hele artikelserien om bæredygtig omstilling i andre medlemsvirksomheder her.



Feedback

Sidst opdateret

23.02.2022

Ansvarlig redaktør

Lena Green