Forsvarsforbeholdet - regeringens anbefaling

Forsvarsforbeholdet
Den 1. juni 2022 skal danskerne stemme ja eller nej til, om Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet.
Den 1. juni 2022 skal danskerne stemme om, hvorvidt Danmark skal afskaffe sit EU-forbehold på forsvarsområdet. Det aftalte et flertal af Folketingets partier i begyndelsen af marts. Aftalen er en del af et nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik mellem regeringen, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti. Partierne blev enige om det nationale kompromis som reaktion på Ruslands invasion af Ukraine.
Hvad betyder forsvarsforbeholdet?
Danmark har siden 1993 haft fire EU-forbehold. Det ene vedrører forsvarsområdet og betyder, at Danmark som det eneste EU-land står uden for EU’s samarbejde om sikkerhed og forsvar.
Danmark deltager ikke, når medlemslandene træffer beslutninger på forsvarsområdet. Det er således op til de øvrige EU-lande at sætte retningen for det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar. Derfor kan Danmark for eksempel ikke deltage i EU’s militære missioner, der blandt andet har til formål at bidrage til stabilitet i lande uden for EU samt at træne og rådgive væbnede styrker og bekæmpe pirateri. Vi er ikke med til at beslutte, om EU skal iværksætte en militær mission, og vi kan ikke stille med soldater, skibe eller fly til EU-ledede militære missioner i konfliktområder. Forsvarsforbeholdet forhindrer derimod ikke Danmark i at deltage i EU’s civile missioner. Det er de missioner, hvor EU udsender for eksempel politifolk eller rådgivere til lande, hvor der er ustabilitet eller konflikt.
Tilmeld dig arrangementet og hør Udenrigsminister Jeppe Kofod repræsentere regeringens anbefaling til valget, og få ligeledes en af ophavsmændene til forsvarsforbeholdet tidl. Udenrigs- og Skatteminister Holger K. Nielsens syn på det kommende valg om forsvarsforbeholdet.
Vi byder på lidt morgenmad og kaffe/te og ser frem til en spændende morgen med foredrag og dialog.
Program:
09:00-09:05 Velkomst v. Kenny Jensby, Erhvervsdirektør Holbæk Erhvervsforum
09:05-09:45 Regeringens anbefaling vedr. forsvarsforbeholdet v. Udenrigsminister Jeppe Kofod (inkl. spørgsmål/dialog)
09:45-09:55 Kort pause
10:00-10:55 Forsvarsforbeholdet - dengang og nu v. tidl. Udenrigs- og Skatteminister Holger K. Nielsen (inkl. spørgsmål/dialog)
10:55-11:00 Afrunding og tak for i dag v. Kenny Jensby
Tilmelding
Sidst opdateret
24.05.2022
Ansvarlig redaktør