Strålende start for ’Sommeraftener i Strandparken’

Klassiske kulturoptrædener og en dansk forsommer – som et langt stykke hen ad vejen har vist sig fra sin allerbedste side – har gået hånd og hånd under de netop overståede arrangementer i Strandparken med henholdsvis Copenhagen Phil og Den Kongelige Ballet. Det har givet borgere og gæster store oplevelser, ligesom det har gavnet det lokale erhvervsliv.
Sommerballet i Strandparken 2016
13.06.2016

Under overskriften ’Sommeraftener i Strandparken’ har Holbæk Kommune – i fællesskab med Holbæk Erhvervsforum og med sponsorater fra Kullegaard, Hotel Strandparken samt Kvickly Holbæk – i år søsat et nyt koncept, som byder på store kulturoplevelser i de smukke omgivelser i Strandparken lige ned til Holbæk Fjord. Den 1. juni lød startskuddet, da ”Et symfoniorkester kom til byen”; nærmere bestemt det 70-mands store Copenhagen Phil-orkester, som i øvrigt blev akkompagneret af 100 lokale korsangere. Og 9. juni fulgte den Kongelige Ballet trop med deres sommerballet.

Begge de gratis kulturarrangementer bød på kunst af den fineste karakter med bred folkelig appel, og den chance benyttede rigtigt mange sig af i den strålende sommersol, som dog blev afløst af regn til slut, så sommerballetten måtte afbrydes efter tre danse. I alt 4.500 publikummer tog del i festlighederne i Strandparken; 2.500 til Copenhagen Phil og 2.000 til Den Kongelige Sommerballet.

Positiv effekt på den økonomiske bundlinje
Én af sponsorerne bag ’Sommeraftener i Strandparken’ var Hotel Strandparken, som har nydt godt af de mange besøgende.

”Både i forbindelse med symfoniorkestrets koncert og ved sommerballetten har vi oplevet en meget fin omsætning. Mange øl og vand er blevet langet over disken, og endvidere var vores terrasse fyldt op med spisende gæster under Copenhagen Phil-koncerten; de havde så et fint udsyn til den store scene i vandkanten, samtidig med at de kunne nyde deres mad og de musikalske toner. I kølvandet på de meget positive oplevelser vil vi nu kigge fremad og se på, hvordan vi kan blive endnu bedre til at drage nytte af arrangementer som disse”, fortæller René Timm, direktør for Hotel Strandparken, og understreger også værdien af den branding, som har ramt de flere tusinde gæster der nu har oplevet omgivelserne i parken omkring hotellet fra sin allerbedste side.

Kasper Lomholdt, leder af Sidesporet som blandt meget andet driver Ishuset i havneområdet i Holbæk, kan også glæde sig over et godt økonomisk udbytte af ’Sommeraftener i Strandparken’:

”Ikke mindst i kølvandet på koncerten 1. juni, som sluttede ved 21-tiden, oplevede vi et hav af kunder i Ishuset. Mange mennesker spadserede nemlig tilbage fra Strandparken langs fjorden til byen i det smukke vejr – og sluttede aftenen af med ’en gammeldags’, en softice eller en sodavandsis. Omsætningen her var således sammenlignelig med omsætningen på en varm sommersøndag midt i højsæsonen”. 


Flot opbakning fra erhvervslivet
Også hos Holbæk Kommune glæder man sig over den foreløbige succes med ’Sommeraftener i Strandparken’.

”Den stigende vilje til at bakke op om kulturelle arrangementer fra erhvervslivet her i Holbæk fortæller mig, at vi på én og samme tid kan skabe store oplevelser for borgere og gæster, samtidig med at vores virksomheder, overnatningssteder og detailhandel får gavn af arrangementerne. Nogen kan se effekten direkte på den økonomiske bundlinje nu og her; andre vil på sigt nyde godt af det større kendskab til Holbæk som en attraktiv kommune”, fastslår Emrah Tuncer, formand for Udvalget for Kultur, Fritid og Fællesskab i Holbæk Kommune, og fortsætter: 

”Fra kommunens side er vi meget glade og stolte over, at erhvervslivet bakker op, så vi i samarbejde kan løfte flere og større arrangementer. Hvad angår konceptet ’Sommeraftener i Strandparken’ er det således et tiltag, vi har store forventninger til i fremtiden – og som gerne skulle videreudvikles og opgraderes over de kommende år ”.

Foto til fri download - klik på billedet for høj opløsning:

Copenhagen Phil Strandparken 2016
Copenhagen Phil, 1. juni 2016

Sommerballet 2016 Holbæk

Den Kgl. Sommerballet, 9. juni 2016


For yderligere information kontakt:

René Timm
Direktør, Hotel Strandparken
Telefon: 59 43 06 16
Mail: rene@vilcon.dk

Kasper Lomholdt
Leder, Sidesporet
Telefon: 59 44 29 19
Mail: kasper@sidesporet.dk

Emrah Tuncer
Formand for Udvalget for Kultur, Fritid og Fællesskab, Holbæk Kommune
Telefon: 72 36 80 89
Mail: emtun@holb.dk

Brian Ahlquist
Kultur- og fritidschef, Holbæk Kommune
Telefon: 72 36 62 93
Mail: bwah@holb.dk

Claus Westergaard
Turismechef, Holbæk Erhvervsforum
Telefon: 31 31 58 54
Mail: claus@heforum.dk



Feedback

Sidst opdateret

05.07.2016

Ansvarlig redaktør

Lena Green